Munchmuseet, MM N 493

    Det var varmt { … }og lummert
Det var {e}En varm og lummer
Julidag sad Braandt  på
dækket til Jarlsberg og længtet
efter – Han { … }længtet efter at
komme ud fra byen fra
    Osende og støiende lå byen
og brandt uden et vindpust
‹Det› {En}var en stille kvælende varme
    Brandt  så sløvt på alle
menneskene som trængte på
for at komme {op}med dampskibet
– En kompakt masse { … }hvor
det lyste af blå og røde og { … }hvide
sommerkjoler – rødrandede { … }oficersbuxer
– lommetørklæder med høirøde
borger groserreransigter – va

 

    Man snakket ikke engang
så varmt var det – man hørte
{ … }bare noen pusting og stønning –
fra byen hørtes man vognrammelen
i de tomme gader> – v
    Det var
    B{ … }yen lå stille og
oste under en glohed
junisol – af og til hørtes
en vognrammel fra de folketomme
gader – og noen hammerslag
fra et værksted –
    Men udover fjorden
lå vandet sølvglinsende
og lokkende
    Det ringer forsidste  … gang og
dampskibet det begynder
at syde agterud og dampskibet
slider i tougene

 

    Der kom kaptain Heiberg 
og frue – den pene fruen han
hadde hørt så meget om
– hun som hadde havt så
mange historier –
    Var hun virkeli utro mod
ham den kjække kaptainen
{D}Han forundret sig over
at de sat og snakket
så fortroli sammen –
    Mon hun ikke er forfærdeli
hoven – han tænkte på den
gangen han løseli var forestillet
for hende og han ikke vovet
at si et or
    Han sad og så på hennes
fyldige hals der var  …  bar
Kaptainen skulde gå
og da hun sk bød ham ‹sin›
mun{ … }d til kys tænkte han
på hvor rart det måtte være
at kysse en så fin dame

 

    Det ringte for sidste gang
og { … }det bar udover i den
perlemorglindsende solstribe
    Fru Heiberg  sad ret over
for ham Brandt  –
    Han hadde sine nye {p}Pariserklæder
– I smug rettet han på
sit slips og tændte en cigaret
– han pustet røken langsomt
op ‹i› veiret – det skulde være nonchalant
    {God}Om han vovet at snakke til
hende – Men hvordan
    Goddag frue – nei det gik ikke
Frue de erindrer vist ikke –
nei han vovet sig ikke til
det – han nøiet sig med at
se på hende og hvergang hun
så på ham    skyndte han sig
at ta øinene væk –

 

    De var ved Drøbak
    Under trængselen kom han
nærmere { … }og nærmere hende – { … }tilslut
var de næsten in på hverandre –
Han vovet nu ikke at se
på hende –
    Værs go – vil De ha –
Det var hun som bød ham
noen kirse bær –
    Jo tusen tak
    Skal De langt {til}Tøns til?
Til Tønsberg
    ‹Der› skal jeg osså – men hvor
i Tønsberg –
    Ved Slotsfjeldet –
    Udmærket altså lige i nærheden
a mig – de må endeli besøge
mig – De satte sig ved siden a hverandre
    Brandt  syns hun var så
meget penere nu hun begynte
at snakket – hendes bevægelser

 

var så morsomme –    Som
engang vende blæsten op hennes
tynde lyseblå kjole – og hun
bøiende dækkende den over
{ … }benene {‹bred›}vendte sig hode mot
ham og { … }med et så rart
smil
    De var blit gode venner –
da de kom til Tønsberg og han
hadde lovet at besøge hende
strax – Da de tog  …  afsked
ag  … med hinanden i bryggen
måtte han love at komme
til hende strax – Så gik
han bort ‹til› si{t}n far og søstre
som sto vendtet på ham
    De gik først den brede veien et
stykke så tog de af på en
liden sideve sti der førte ind
i skoven – Strax efter var de
fremme til det lille huse hvor

 

de boede –
    Det var rolige dage – Gamle
{ … }Kaptainen drev omkring i { … }slobrok
og pibe – han tok { … }sig ferie osså
De så på Skibene som
{ … }Mest holdt de sig udenfor
trappen {og}der gik ud til
den lille haven – herfra
var det udsigt til søen –
hvergang et større skib
kom opover roptes det høit
og alle måtte se
    Brandt  hadde næsten glemt
mødet med fru Heiberg  –
Imellem tænkte han dog på
at gå derbort