Munchmuseet, MM N 575

    Det var varmt og lummert nede på
bryggene
    Brandt  sad på dækket og længtet efter
at komme ud på vandet.
Osende og støvende lå byen og brandt.
{ … }under en skyfri himmel d en glohed junisol
Varmen havd lå og trykkede på alting
– det var meget stillere end vanligt.
    Noen hammerslag fra et værksted
og ringen fra et afgående dampskib var alt
man hørte
    Folk begyndte at strømme op på dækket –
det blir nok mange med dampbåder idag –
Damer i le lette lyseblå og lyserøde og hvide
dr sommerkjoler, tykke m bork borgere mørkerøde
i ansigtet og rundt la belastet med vadssækker og
pakker – studenter og leutnanter trænger sig frem.
Man skravler i munden på hverandre og stønner og pæser
gud hvor hedt – Deiligt at bo ved søen nu
fru Malling . Gud forbarme sig hvor varmt – ‹puh
pah› – Vads{ … }ækken min? når
    Udover fjorden ligger fjorden sølvglindsende
og lokkende –
    Det ringer for anden gang
    { … }Vandet begynder at bruse og syde agterud –
og dampbåden slider i tougene

 

    ‹Gig› de vilde skynde sig.
Nå der har vi
    Der kom fru Kaptain {K … }Heiberg  og frue
Brandt  havde hørt så meget om dem. Mon
det var sandt alt man sa. – alle de historierne
 …  Utro mod ham den vakre kaptainen?
    Og der sidder de så hyggeligt sammen.
V{ … }akker er ikke egentlig men kjæk og h{ … }oven
– hun er vist forfærdelig hoven: og, han husket
på den gangen han blev forestillet for hende og
han ikke vovet at si et ord.
    Vakker hals og har hun og kj skuldrene kjække
Der strækker \hun/ sig op mod ham og kysser ham
til afsked og han tænkte på hvor rart
det måtte være kysse en sån fin dame
det måtte ge ‹fru› være generende frygtelig
leit –
    Så  …  begyndte de
    {B … }Det ringede for sidste gang og udover
b{ … }ærer det mod det sølvglinsende.
    {S}Nå der sa
    Fru Heiberg  satte sig { … }ligeoverfor
{b}Brandt  og talte med en herre.
    Mon hun erindrede ham – han la mærke
til at hun ofte så på ham.
    Han hadde på sig sine pariserklæder
som han viste passet ham godt. – Han rettet i

 

smug på sin { … }flip og tændte sig en cigaret
– han { … }pustede røgen langsomt op i veiret
– det skulde være nonchalant.
    Mon han skulde snakke tiltale hende
– Goddag frue – nei det går ikke – Frue – de erindrer
vist ikke – å nei – det går ikke    nei – han
vovet sig ikke til det – og så nøi{ … }et han
sig med at se på hende og hvergang hun
så på ham skyndte han sig at ta øinene
væk – han syntes det var forfærdeligt
morsomt når hun så på ham
    Nu var de ved Drøbak
    Så var det igjen en puffen og en trængsel
uden lige. Under trængselen kom han
nærmere og nærmere fru Br Heiberg  – tilslut
var de næsten ind på hverandre. – Hvad skulde
han nu gjøre – Der tog hun op en pung
– og kjøbte noen kirsebær. – og så gik li hun lige
o bort til ham og bød ham en klase – tak tusend
tak. – så nu var skal de længer\?/ – ja til
Tønsberg – nå – jeg osså – det var hyggeligt –
– { … }Ved ‹Goplen› endnu bedre vi bor altså lige ved hinanden
– sa Nu var Så nu var det gjort og hvor
hyggelig hun var. {S}Han pratet af alle livsens
kræfter og hun var så hyggeligt –
    { … }Hun var igrunden for svært pen i den
lyseblå lette som dragten – hvor morsom hun
var når vinden blåste den tynde kjolen hendes op
og hun bøiede sig fremover og dække{ … }de den over benene – medes
{ … }hun vendte hovedet mod ham og smilte så rart

 

    De var ved Tønsberg
    Han måtte besøge hende – så skulde
vise ham så mange pene steder –
    Og sa de adjø – Der stod Brands’ far og
Petra  og Marie  for at ta mod ham.