Munchmuseet, MM N 583

     … hørte trin i gangen – En  … 
 …  er frøken Hansen  en veninde – hun
skal gifte sig i morgen – sa fru Heiberg  –
En dame Døren åbnedes – og en ung dame
styrtet mod fru Heiberg  – Så fik hun
ply pludselig øie på Brandt  – der hadde
reist sig – Hun så først på fru Heiberg 
og smilte lidt –
    Må jeg forestille
    Brandt  maler – frøken { … }Lützow 
Maden er øieblikkelig færdig vi kan gå
ind og sætte os –
    De gik ind i sideværelset – { … }Lyset skar
{b}Brandt  i øinene – Lampen var tændt
{ … }Lyset skar Brandt  i øinene –
{ … }Gjennem havedøren så man langt udover
bygden og {r … }søen vandet – det var så blåt alt derute
Og inde Fruen Heiberg  bar bad maden
ind og spøgte og lo med frøken
Hansen 
    Værs å go – Hvor lite de Hvordan de
forsyner dem – ingenting – Her er deili
stykke; hun la \det/ på talerkenen til Brandt  –
tak –
    Brandt  hadde ikke lyst – det var
som en klump i halsen – Han drak forat

 

få maden ned – og så måtte han
ikke kikke bort på de to damer
– De var så muntre – når han
h så ned følte han lissom de lo {h}a
ham.
    Så var det en lang pause – det klirret af
kniver og gaffeler –
    Værs go Brandt  en liden yndi kjødbit
    Tak Tak –
    Han hadde talerkenen  …  stappet
fuld a mad –
    Noe måtte han si – han ^{hadde ikke} sagt no et ord
en noget på længe
    De syns jeg er besynderlig tænkte
han – Han spiste vist rart –
Mon han ikke brugte formeget gaffel
Sveden begyndte at pible ud af ham
– maden sat ham fast i halsen –
    De spiser jo ikke –
Har de dårlig mad lyst –
Tak – jeg har svært lyst på mad –
det er så deillgt –
    Han begyndte at spise p med fordoblet
iver –
    Det gik så underligt rundt for ham –
han kunde ikke fæste tankerne på noget

 

bestemt. Han var så hed –
Han Det var den underlige nervøse stemningen
han så ofte hadde en slags åndsfraværelse
    Men han vilde bekjæmpe det
    Han vilde snakke    finde på noget
    Det er vakkert det blå landskabet derude – sa han
det – det ligner Puis de Chevannes
    Hvor forfærdelig høitidelig dette du sier dette tænkte
han – Hvor de syns jeg er kjedelig
    Hans dame foran ham så på sin veninde
Han syntes han kunde opdage et lidet smil
og hvad var værre det ble gjengjældt
    Så! de{ … }tte er en ny håbefuld spire
du har fået tag i – sa frøken Lützow 
Kunstnerspire { … }lae han til i den yderste
forlegenhed
    Han gjorde en voldsom anstrængelse forat
se spøgefuld ud
    Frøken Lützow  lo
    Hvor smukt; tvende kunstnersjæle –
store ånder mødes det passer jo nydelig
    Brandt  så på fru Heiberg  – Hun så
forfærdelig alvorlig ud – Hun holdt sig forat
le det var tydelig – hun blev rød af anstrængelse
    Så brød latteren ud – en latterstorm – en
sån som standser blot forat begynne igen endnu
volsommere
    Hun la fra sig kniven og gaflen og ‹holdt›
sig med begge hænderne i  …  hoften

 

og lo og lo med åben åben mund og tårer
i øine
    Brandt  sad der med og tygget på et
stykke smørrebrø han ikke kunde få ned
fortvilet og rasende
    Latteren rev og sled indi ham – han følte
sig som den elendigste lus –
    Lampen talerkener danset foran ham
    Han forsøgte en sidste anstrængelse forat
le med men det ble bare en idiotisk
grimace –
    Og så kunde hun ikke mer
Å jeg kan ikke holde det ud
kan ikke holdele det ut sa hun
og gik bort i en krog satte sig på
hug og lo og lo.
    Hvor han hadet hende
    Han sad og så på henne me ‹{et}›idiotisk
fra samling  …  som i ørske, endnu me brøbiten i
hånden
    Så standset latteren op med engang – hun
reiste sig rød i ansigtet – det var stille
som efter et uveir
    Jeg tro du er gal – sa frøken Lützow  –
rent rav ruskende gal
    Hun svarte ikke no – La os gå ind sa
hun – De brød op – gik ind stuen
Brandt  var fortumlet i hodet og det brandt i ham
‹Han› satte panden mod ruden  …   …  for at afkjøle
s …