Munchmuseet, MM N 636

    
    Hr. assessor Motzfeldt

 

    Det var udpå eftermiddagen.
Møblerne stod som mørke masser inde i værelset
I nogle bordben og et par og i komoden
glindsede glandlysene fra med op det med
^gulagtig grålige lys.
    Nansen  sad midt i sofaen sammensunken
og bleg.
    Hvor træt og ensom.
    Han havde drevet op og ned gjennem gaderne
indtil han næsten var falden om.
    Tilsidst hadde han tyet di{ … }dop. Syg
og syg og alene
    Han følte sån trang til at gribe om
noget fint og blødt at lægge sit trætte
hode ind til en bl{ … }ød fin kvinnes bryst
indånde fra parfumen ha høre
hendes hjerteslag, føle hennes bløde
runde bryster ind til sit kind
    Han når han så op med hodet ind { … }til
hendes brys se møde hendes varme dybe
øine se som f ‹og› bløde vellystige smil.
Og så vilde hun stryge
    Det bankede på døren. Værs go. Det
var Emilie . Høi og mørk med langs sort slør
nedover den side kåbe så hun vakker
og statelig ud inde i halvmørket.
God aften. Kom hid sa han febl febrilsk
Hun gik rolig mod ham. Fort dig sa
ha sa han og strakte { … }de tynde arme ud

 

efter henne. Han drog hende
ned ved siden af sig
Han syntes ha hun havde en liden lighed med  … 
    Det var hyggelig du kom.
Hvor vakker du er i aften, og så fin
og fornem du ser ud.
    Han kn{a}æppede op kåben hennes
og drog sløret på bort. Men han
ventede ikke til h{ … }un fik Kåben
af sig, slyngede armen og om { … }hende
og la hodet tæt ind til henne
længe lå han slig.
2 (Han søgte hendes hånd men han
grøssede {det}hvor stor og grov den var)
1 (Jeg er så trist sa han sig trøst
mig sig stakkar til mig)
    Hun begyndte at sn
    Da { … }Hun { … }begyndte at snakke om
at han ikke havde hilst på
hende engang de på gaden i forgårs    At
hun var lisså go som andre damer.
{ … }Hun var ikke sån en som { … }Svartanna 
Nei da    Hun vidste nok at fine damer
var lisså ikke bedre. Se den der fru
{ … }Petersen  med som reiste med Leutnanten 
til Paris. Hun Hv Gad Uf hvor det gjøs
i ham    hvor affektert hun talte

 

    { … }Nederst ved den store dobbeltseng
sad { … }de tæt op til hinanden på to små
barnestole. En høi kvinde stod stor
og mørk op mod vinduet
    Jeg må st snart forlade eder
^{sa hun} er dere svært bedrøvet derfor – { … }Dere skulde
ikke være de for jeg vi
Nu må dere love mig at holde
dere til Gud så træffes vi engang
igjen i himmelen
    Vi forstod ikke rigtig hvad hun
mente men syntes det var så
forfærdelig {s}trist og så gråt {de}vi begge
storgråt

---

    Så begyndte hun at synge ^{Det var en} rørende og sentimentalt
vise om kjærlighed og piger
Snart sang hun slæbende snart sk{j}rigende
Hun { … }bøiede sig mod ham la sin kind
ind til hans. Han vred sig hode
sit bort så hans mund ikke mødte
hendes.
    Han reiste sig jeg har et ærinde sa han
og må gå
    Ude i Portrummet skiltes de
Hvor modbydelig mumlede han
Hun var for modbydelig