Munchmuseet, MM T 365

    Det hadde længe været koldt og Paris hadde frosset
man hadde som man  … 
    Så var det med engang blit så mildt og
vårligt
    Jeg gik deroppe på høiden og nød luf de{t}n bløde
luft og solen –
    Der s Solen varmede og inde så ^kun af og til noen
kjølige pust – som fra en gravkjæl{ … }der.
det dampede af den fugtige jord – det lugted
af råddent løv – og hvor stille det var omkring
mig – og dog følte jeg hvor det gjærede og
levede – i denne dampende jord med det rådnende løv –
i disse nøgne kviste. det skulde snart igjen spire og
hvi samt og solen skulde skinne på de grønne blade og
blomsterne og vinden skulde bøie dem i sagte den { … }lumre sommer
    Jeg fik Jeg følte {s}det som en vellyst at skulde
gå overi – forenes { … }med blive bli
forenes med denne jord der altid levede og ^altid gjærede
og som ^{altid beskinnedes af solen} den varme solen {skinnede på}alltid skulde varme.
og levede – levede –
    Jeg skulde blive et med den – og ‹de› der skulde
vo{ … }xe op ^{af mit rådnende legeme} planter – og træer og sol og lyset skulde skinne
{ … }trær og planter og blomster
og solen skulde varme dem og jeg skulde være i
den og intet skulde forgå    det er evigheden
    Jeg sa{d}tte mig på en bænk –
    Så stilt omkring mig – og dog de ‹brus› inden
og lyd ^{fra Milionbyen} – fra den ue umådelige vidde af tage
en prærie så langt øiet kunde nå …  af tage tårne fabrikpiber.
Det var Støi fra de millioner – det skinnede af guld fra Pantheon
og fabrikker og jernbaner sendte {v}røg i veiret. Hvilken tummel ‹fra› \summen/
Milionbyen
    En vognrammel – e{n}t børneskrig – skar sig frem
mellem ^{alt det ‹øvrie›} støien. Og så et langt hvinende pib fra et
locomotiv – og så et til. –
    Så hørtes råbet. Så galede hane { … }det va og
anden svarte

 

    det var fra Saint Cloud nedenunder meg.

    En Hane gol – det var fra { … }Saint Cloud
{ … }nedenunder mig – en anden hane svarte
    Jeg så ikke længer de tusinder af tage og kuppel
blånende tage og kuppeler
    Denne Hanen som gol – lugten af det dampende –
rådnende løv – den ‹solen› som det satte mig
varmet så vårligt. – det var så hjemligt { … }det satte mig hen
en vårdag i vestre Aker – jeg og hun med vårsmilet
og det lyse hår og det de blå øinene
    Så Vi sad stille og ta … 
    Så og  … 
    Vi sad på en b{ … }ænk på høiden. Derborte den blånende fjord
og byen { … }byen tagerne som glinset i solen ^{som sølv} – og dernede Kirken
og så åser blå violette åser hele bygden
med de b mørke blå violette åser bag
Vi sa{t}d stille og hørte og stille omkring os og
vi hørte den mindste lyd der skar fra den vide
{ … }bygd. En summen af tusinder liv i den
bævrende vårluft og dog så forunderlig stilt –
    – Jeg skvat op der kom et lidet pust – som
fra et ligkapel – isnende og jeg reiste mig og gik
hjem med frysende til mit ^… værelse ved seinen
med frysende blod