Munchmuseet, MM T 2704

Skrivebog for
Edvard Munch

 

      
    Brandt følte Trang til E{s}nsomhed
– han reiste ned til sit lille
Hus i Aasgaardstrand –
    Dette Hus havde han kjøbt
for et {Å}halvt År siden af en Fisker
der vilde reise ind til B{ … }yen –
    Han tænkte at bo ^{kjøbte det forat bo} der det halve
Aaret forat være i Fred for Kristiania
livet –
    Aasgårdstrand l{ … }igger i en Bue
mod Fjorden – under lave { … }Åser
– {de}Husene gule og hvide Træhuse
i en Rad – som Tænder –    Mod
En { … }Strand af Rullestene skyter
Vannet op –
    – Brandt  sad i det lile
Træhuset – Huset lå noget høit

 

    Vandet og en lun Have med Hæggetræer
gik { … }ned til Stranden – med de
hvide og ^mange farvede Stene – og det
Vannet –
    Der var blot Stue og Kjøkket –
Det var små mangerudede Vinduer
og i { … }det blåmalede Kj{ … }økken en
stor gammeldags Arne – der næsten
f{ … }yldte det halve Rum –
    Han gik op i den uryddige
Stuen – hvor der blot fandtes e{n}t
Bord et Par Stole og en bred
Dobbeltseng –
    Det var ‹råtekalt› i Rummene
tiltrods for Ilægningen – Det havde
stået så længe uvarmt –
    Det var besynderlig at være så
hos sig selv – i sit eget Hus

 

    I{ … }ngen behøvet { … }at forstyrre ham –
– Det var hans Eiendom – Stort
havde {j}det jo ikke kostet og ‹fint›
ikke men hans –
    og derute i Haven var { … }alle
Træerne hans – Stenene – Fuglene –
– Stranden – og Vandet der
skyllet mod Sten –
    Det var hans Himmel derover –
og has Stjerner –
    – Her Det var nu mørkt
og gråt – {s}Senvinter – ‹Fossen›  … 
i Haven – de bleggule Græsstrå
– der var grønne i Sommer – lå
som ligstrå – klæbet til Jorden –
Han gik ud på Veien og så sig om
– De hvide og gule og { … }røde Træhuse
der lå nøgent i de små Haver
med { … }Træer uden Løv.

 

    Udover lå Havet Fjorden og
Havet langt u{t}de Blyfarvet
gråt – med drivende grå
Skyer over –
    Derude i det { … }Blyfarvede
Vann Hav – gik de tusind
Fiske – og levet og elsket og ‹d›øde
    På Langs den hvidlige Strand
af Rullestene – Mørkfarvet {v}hvor
Vandet havde skyllet over –
boet Menneskernes Børn – Fiskerne
    – Brunlige – sortlige gik de
kroget omkring der ved Stranden og
 …  grei{t}et med sine Garn –
    De levet af Fisken dernede og trak
den op i hvide – sølvlignende
Sprællende Hobe – Og Så man

 

nærmere til så man en blank
sprællende Fisk – og så to store
Øine der tomt stirret ud i
den ny{ … }e Verden den var kommet i
    – De{t}r var alt gråt – og nøgent
her nu –
    Far Sommerens Farvespekter
havde forladt Stedet –
    Bades{ … }aisonens Kvinder og Gjæster
fra Byen havde forladt det
    De ildrøde, hvide – lyseblå
Kvinder ^Sommerens Kvinder var væk –
Langs Stranden
    Sommernattens hvide Slør
l{ … }a ^sig nu ikke mer over over
de Sommerens de stærke Farver.

 

    Der var Fi blot ældre Fiskere i
Byen – { … }fler drog u{ … }d om
Morgenen langt ud hvor
Havfisket var rigt og kom
først om Aften tilbage.
    Unge Mænd var alle ute
{–}på Seilads – og så
    Der såes blot gamle Kjærring
og Kv Kvinder og Børn –
    Der nede ved Stranden bøiet
Morten Dammen – Pukkelrygget
såes han altid {v}dernede mellem
Stene – ordnende sine Garn – han
så ud som en stor brun Sten –
    – Så var Sluten – { … }den bedste
Fisker – altid fuld – og med Træben

 

    Og spurte man Konerne i
Husene efter deres Mænd – { … }deres
Sønner – så var der i hvert
Hus – enten en Far – eller Bror
eller Mand der var blit –
    {O}Hvert Hus havde sin Mand
der var blit og lå på Havbunden –
– Men om Sommeren fyldtes  … 
Husene af Byens lystige Skarer –

    –
    Jeg g{ … }ik dernede langs den
hvidgrå Strand –
    Her var det jeg først lærte
den nye Verden at kjende Elskovens.
– Her
    Ung og uerfaren – kommet fra

 

et Klosteragtigt Hjem – ikke som
andre blandt Kammerater fået
vide noget om dette Mysterium
f – Aldrig før kjendt Øinenes
mystiske Magt – aldrig { … }Kyssets
berusende Kraft – traf jeg her
den unge to {å}År ældre end mig
– og Salondame fra Kristiania
    Alle kjendte den vakre koc{t}ette
Fru T  –

    Her lærte jeg Magten af to
Øine der blev så store som
Himmelkugler i Nærheden – som
udsendte Tråde der – sneg
sig ind i mit Blod – mit Hjerte.
    – {S}Her lærte jeg Stemmens
forunderlige – Musik – der snart
var øm – snart drillende snart
æggende –

 

    Jeg stod for Mysteriet Kvinden –
– Jeg så ind i en uanet Verden –
Min Nyskjerrighed – vagtes –
– Hvad bed betød dette
Blik – hvad  … viste – dette Blik
som jeg ikke vidste –
    {d}Dette Blik kom fra en frygtelig
mærkelig – og herlig Verden –
Hvad var de{t}nne Verden –
    Og der kom en Latter – som
jeg aldrig havde hørt – drillende
kåd – forfærdelig og deilig –
    – Jeg krøb sammen som den
elendigste Hund i Bludsel.
    Jeg knyttet {n}Næven i Raseri og
Had – jeg skulde hævne Latteren
– og atter kom to bløde – myge

 

Øine mod mig tog mig
i kjærlig Ømhed –
– Og mit Blik faldt { … }på
en Nøgen { … }Hals – en nøgen Arm
– jeg så Hoften der vugget sig –
– Fødder der
    – Her gik jeg og Hun sammen
i den store Granskov –
    – Som ranke Pillaer i en
Gotisk Kirke stod { … }Stammer i
Stammer – og {som}over Hvælvet sig
Grenene til Kirkens Tag –
– o {k}g overalt Små spir – på Småspir
– { … }Kirkens Gulv – var Brægner
og sKrat –
    og Slanger og Dyr – kunde vel
finnes mellem Krattet –

 

    Der gik jeg ved Siden af hende
– der snart løb bort og kom tilbage
– efter en Blomst – et Græstrå –
– og altid tilbage tilbage til mig
med de gådefulde smilene Øine –
    – Om Aften i { … }den lyse Nat
blev det dunklere i Skoven –
    Hendes Øine blev store – Dunkle
Hulninger – ^{(Noget af Dødningeskallens Hule} – og vore Stemmen blev
sagtere – og blødere –
    – N Så gik vi ud af
Skoven til Stranden der lå
den lyse Sommernat i sin Pragt
– den gyldne Horisont – strålede
Guld indover – og der stod jeg
og så { … }på hende
    hvilken Forvandling –

 

    Guld dryssede om Hendes
opløste Hår – Guldskjær over
endes Ansigt –
    Der lagde sig Guldskimmer over
H …  hendes hvide Dragt – hendes
nøgne Arm –
    I Øinene lyste en Stjerne
af Guld – og Øine stirred mod
Horisonte{t}n – som Diam store Diamanter
– vil{ … }de – og besynderlige
    Men Mundens { … }Linjer tegnet
sig rødmende blødt – smilende
underligt fagert –

    Her var det jeg første Gang
kysset –

 

den nye Verden åbnede sine Porte
på vid Væg –

    Der byggedes i ‹for› ham et Slot
bygget af Måneskin, Sommersol
– Latter og Tårer – Smil og Hån –
– Forventninger og Sorger – Galskab
og { … }Forvirring –
    Beruselse – og Frygt – og ‹væmelig› Nydelse
Den første Elskov
Da Vinteren kom var Slottet faldt
sammen
    Den strålende guldskimrene Kvinde
var ikke bare for ham – mange andre
havde det samme {s}Slot –

 

    – Så følte han det slide i sit
Hjærte alle de {f}Traade fine
som Spindelvæv – de havde n
sneget sig ind og  …  bundet hans
Hjerte – brødet over –
    Bundet sig tættere og tæ{ … }ttere
samm om ham – Indsneget sig
 …  i den lyse Nats gyldne ‹Feverden›
– i Nattens mørke Ængstelser –
– De reves voldeligt af –
{ … }Den herlige Verden forsvandt slidende
{de}forsvand –

    H{u}an dukkede under – i Dypet
– han lå blandt Havets Krabber
og { … }Væsener –

    Så kom han jævnlig her hver
Sommer – Skoven blev d{ … }en

 

store Naturens Kirke hvorh hvor han
dengang blev viet – Den høitidelig grufulde
Livets Kirke –
    Strandlinien blev Livets evige
skiftende Linier –
    Havet blev Dødens Bolig –
    Så malte han her{ … }fra den store
Friesen –
     … 
    Frisen

 

    Han gik op o{ … }g ned i den lave
firkantede tomme Stue – Det varmet
klamt nær Ovnen –
En klam Kulde stod op af ‹den›
Gulvet –
    Her boet Gamle Per 
Far til ham jeg kjøbte Huset af
– Han lå de sidste År tilsengs
– af Ast Tæring – ‹Den› havde han
havet i 10 år – Men han holdt
ud den gamle indtørkede Mand –
– Her ‹døet› osså hans { … }Far – og
hans to af hans Sønner
    Tæringsbacillen havde levet
godt her i den dårlige klamme
Luft –
    Gamlen lå her { … } …  1 År

 

og ved den ene Væggen – og så
blev sv måtte Svigerdatteren og
hendes 3 Børn plasere sig ‹ve›
på de andre 3 ‹Vægge›
    { … }Sønnen var ute og seil{e}te
– Jeg husket godt den gamle
‹Per › rundry{ … }gget som en Violin
– {v}hver Morgen ½ 6 oppe ved
Bryggen – Han var Dam
Dampskibetsbryggens Formand
    Altid hostet han – {d}Hosten
var som man skranglet
i e{n}t løs { … }Jernspand –
– Så solgte Svigersønnen huset
forat flygte ‹for› denne Menneskets
Arvefiede Tæringsbacillen –

 

    Denne Bacille havde osså
hærjet mit Barnehjem –
Slåt ned for {f}Fode –
    Og jeg havde osså følt dens
Hærjinger i mit Bryst –
– Ba{s}cillen sat ‹sit› seierrige
Bannerborg Fane den røde
Blodflek på det hvide
Lommetørkl{e}æde – En efter
En – Moder, Søster – Broder
– Jeg alene undkom –

 

    Han la Ild på Arnen
– et  …  Kjøkkenet –
et stort flammende Baal –
    – Ilden gnistrede op mod Pibe
Åbningen – hvorfra Luftens
Blå lys skimtes –
    – En underlig Varme slog
mod ham – En Varme
blandet med Luftens Surstof
der strømmet ned – { … }bedøvende
og opfriskende samt{ … }idig –
{S}Og samtidig fortryllende – den
vældige Ild fortryllet Øiet –
Gnister for op mod den blå

 

Åbning deroppe – og Gnister
faldt ind –
    Dernede vred blandt Kul og
ubrændt ved vred sig de hvide
Askeslanger sig kramagtig som
‹i D›ødsangest –
    Det var som { … }Legemer kastedes
ned i denne glødende Flamme
hav fra den øvre blå Verden –
    Slig malet vi os Helvete ud
– i vor Barndom –
Slig sov
    Når vi med foldede Hænder
som Børn faldt i Søvn skulde
sove – Stirret vi ud i det
mørke {r}Rum – og så dette
    Helvete for os – således kunde vi

 

osså enga kanske vågne op
– som en af disse krampagtige
forvridne Legemer indkasted i
Helvetes Ild –
    – Det mindet mig om et
Billede af Rubens jeg havde
seet engang i München –
    – Jeg gik op op – og
spa{d}serte op og ned i det lave
firkantede Værelse og spurte
{ … }spurte mig – har Du som
{de}alle de andre – Lov til {d}at
være med – med i Livets Dans?
    – Han tænkte på Fr H , og Fr L  –
–

 

    – Jeg behøvet blot at gribe –
– Har jeg Ansvar derfor – er der
skal {s}jeg som en av disse –
kramagtig forvride Legemer kastes
i { … }Helvetes glødende { … }Arnested –
– Fru H  likte jeg bedst –
– Jeg Hennes varme Læber brandt
på mine –
    Hun var gift – og {b}‹Børn› –
Fr L  –
    { … }Rig selvstændig – erfaren –
– Hvad kunde derved { … }skades
hvilken Forbrydelse var skeet –
– Og hele Verden elskede – parrede

 

Og mit bankende Blod ‹kunde›
stilles –
    Og når – som jeg åbent sa
alt – At dette var ikke
den virkelige Kjærlighed for
Livet – at det var som
to Venner der {H}hjalp hinanden
    – Fra den store Arne i Kjøkkenet
kastedes Lys ind i det fi{ … }rkantede
lave Rum – hvor jeg gik op og
ned –
    Så tændte  …  sat jeg på
{en}Arnestedet en Kaffekjedel –
og gjorde og kogte Kaffe –

 

    Ved I
    Jeg havde kjøbt mig en
Revolver det moret mig at
skyde på Blink i Kjøkkenet
– dette lille blanke Våben –
med den lille {b}Blykugle –
    – Hvad var al Filosofi mod
dette – når den lille Kugle træffer
i Hjertet er man væk –
    Er man væk?
Gives der intet efter? –
Hvad er {m}Meningen med
det hele? –
    Hvorfor er jeg uden Spørsmål
kommet til Verden når en liden
Kugle kan { … }afgøre min Skjæbne –
    – Og mens Kaffen kogte

 

skjød jeg mod {e}Egebjælken
på i Kjøkkene –
    Kuglen forsvandt i det jernharde
Træ –
    Kaffen var færdig –
Jeg røgte en Cigaret – og drak
min Kaffe    spøgelsesagtig flammet
Lyset i Kjøkkenet fra Arnen –
– Er der
    Er der eller er der ikke Magter
der bestemmer over os –
    Er der de en Gud eller ikke –
– Så sier jeg høit ud i
Rummet –
    Er der Magter  … som jeg
kan tale til så svar

 

    Har jeg ret til at elske
som Dyrene, Plantene – og
Fiskerne – eller ei
    { … }Et forfærdeli Knald døvet
mig – jeg kjendte en
brændende svidende {s}Smerte
over Øiet –
    Jeg reiste mig forvirret op
– Jeg sad med en
Jeg holdt Revolveren i Hånden
og mi  …  i min Tanke havde
jeg affyret et Skud –
– Kuglen havde svidet mine
mine Øienhår af –
    – Jeg gik bort til Bjælkevæggen

 

der sad Kuglen dybt inde i de
Harde træ

 

    Se der kommer jo Gunnar
H. seilende fremover med
sin lille tykke Mave –
blinkende med sine Griseøine
– ja der var Blanding af Padden
og Grisen –
    Selv i Stemmen –
Af og til var Stemmen kvækkende
af og til smattende – s
    Af og til kunde Ansiktet sogar
røres – af Smertelig Følelse
der lignet Medlidenhedsfølelse
Ansiktet fik da et Udtryk som
når et Menneske går ‹afsides› –
    – Altid levede han af ‹Mark›
– altid snusende efter affald i
et Egteskab

 

    Med de lure små Øinene
funderende ud når Ægtemanden
var for træt – og Fruen
misfornøiet –
    En liden Kile at bryde inn
i og så sidde der mellem de
to – altid færdig til at være
morsom –
altid ved Bordet smadskende til
Maden og rosende Fruens
Mad
    Og altid færdig til at smage
på kosten Ægteskabets Kost

 

    Gunnar H. havde en spids
lidt s{ … }kjæv Mave – med
den krydset han langsomt
sikkert opover mod Målet
– Næseborerne stod altid op
og v{ … }eiret – hvor Mad { … }var
hv{ … }or Kvindekjød { … }var
    Var der i et
    Sporet han  …  et Ægteskab
en Kile – seilet han så om
med Baugen foran – og sad
fast og sikkert i Kilen og ‹åt›
    I {a}Almindelighed – så man
ham sjelden at røre sig
    Hvordan S B ‹lade› Regelen

 

snuset op mindre Vildt
og bragte ham Vildtet

 

 

    Gives der Ånder?
    Vi ser det vi ser – fordi vi ‹har›
således beskafne Øine –
Ånder– _{Gives der Ånder} Hvad er vi? En Samling
Kraft i Bevægelse – et {l}Lys der {B}brændes – med
Væge – { … }så den Indre Varme – så den ydre Flamme
– og endnu en usynlig Flammering –
    Havde vi { … }anderledes beskafne Øine – vilde vi som
{ … }med Røntgenstraaler blot se vore Væger – Bensystemet –
    Havde vi atter anderledes beskafne Øine – kunde vi se vor
ydre Flammering – og se {d}Menneskerne i { … }andre Former –
    Hvorfor skulde altså ikke – andre Væsener med lettere
opl{ … }øste Molekyler færdes om os o{ … }g i os –
    Afdødes Sjæle –
vor Kjæres {T}Sjæle – og onde Ånder