Munchmuseet N 582, s. 1 Munchmuseet N 582, s. 2 Munchmuseet N 582, s. 3 Munchmuseet N 582, s. 4
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Ja jeg kysset dem på hals halsen. Er de
sint. Slå mig hvis de er sint – Er { … }de det
Nei sa hun
Får jeg lov å kysse dem da – ordentli
Hun så på ham en stun og bøiet så hodet bort
– Hun … så lissom sorgful ut –
Jo de er sint sa han så
Kom la os gå sa hun
Han Brandt
Kom
Hun tok armen hans og drog ham
bortover.
Hun så så sørgmodi ut – Han hadde
vist bedrøvet \henne/ – han var meget ulykkeli
La os gå her – sa hun –
De gik in i en åbning i skoven – på
begge sider sto høie birker og graner – safti og
mørke … Det blinket i det våte græs
De gik op og ned – … tause og med
hoderne bøiet – Det var i tusmørke
Hun lænet sig in til ham – hvilte
sit hode på hans skulder.
Imellem knuget hun hans arm in til \sit/
brystet sit.
Hun var ikke sint på ham da – men
ulykkeli var hun – å han var skyl i det
Hvorledes … skulde han trøste henne
Det blir … mørkt sa han
Ja, å så vådt det er
{S}Og så vådt græsset er – gå der der
er bedre
Han hjalp henne over en pyt
Tak
Han
Hun hadde { … }lagt armen hans om
sit liv – holdende hænderne i hverandre
– Mon hun gråter tænkte han –
hun gik så bøiet
{ … }Var det så farli om vi holdt
lidt a hverandre – slap det så ha
pludseli ud a ham
Hun svarte ikke – men han
følte tryk a hennes hånd.
Det er sent og mørt – jeg får nok
gå sa hun sagte.
Han sto en stun uten at vite hva
hva han skulde si eller gjøre –
Så rakte han frem hånden – Adjø Adjø.
Hun gik bortover me bøiet hode
– han sto fremdeles fre fremdeles på samme
plet og så efter henne – rådløs
Så vendte hun sig me engang
om gik tilbake til ham –
Å – det er så vondt så vondt at skilles
Hun tok ham kramagtig igjen i hånden
Han drog henne nærmere –
Får jeg sa han
Får jeg sa han
Han følte hun gav efter
Hun lot sig drage nærmere og – nærmere –
helt in til ham
Han tok henne varsomt om livet
Hun hævet sig op mot ham –
Han følte en varm mun ved sin hals –
et vådt kin mo{d}t sit og hans mun
gle in mod hennes
Træerne og luften forsvandt og å { … }han
så bare in i to store dunkelt grøn grønne
øine der så in i hans – Så så han ikk
til de lukkedes. Aa han hadde en følelse af
at ville gråte – aligevel var det så deili – han sank lissom
in i en deili drøm
Straks Da så op igjen
Et secun efter så han hennes bøiede
skikkelse forsvinne mellem det buskadset
Han gik hjemover – Hvor tryg han følte sig nu
Kløv over gjærer og gik bent over enge og ‹moradser›
– Han kom in trallende på en melodi –
Og han tænkte hele tiden – du har en elskede
2) Uf nei syng ikke på de kjedelige tivoli melodieme
sa tanten – \(det var … dagen efter)/
Men han fortsatte – tog henne om livet og
danset bortover gulvet
Tanten lo så sat i en krampelatter –
hun bøiet sig { … }helt til jorden af bare latter
og Petra
og Marie – lo – og gamle doctoren knægget
med ryggen bortved bordet – hvor han sad bøiet
over nogle regnskab{ … }er –
Ik Pas dig – hun går { … }jo rent i stykker
1) Han sov lite om natten. Hans læber
brandt – han trykket sin hånd in til dem –
Han var igjen derute mellem træerne – han
levet op igjen hvordan hun gav efter – hvordan alt
forsvandt omkring ham og han følte igjen den kildrende
blødhed om munden
Han stod tidlig op og gik ud i haven
Han satte sig på trappen og lod solstrålerne kildre
ham i ansigtet. Der stod en forfriskende kjølighed
af dugen på blomsterne og træerne
De{t}n hvidlige morgensol skinned på stokroserne og
levkøierne – det glinsede i dugperlerne
De små blomster lå endnu i de blåkolde lange
skygger Og udover vandet flimrede morgentågen
Inn huset … var al
Det var så stilt, … indi huset sov alle
– og hun osså derborte ved den hvite kirken
Tiden gik – gik høst aftenen kom mer
Munchmuseet MM N 582
Notat. . Alt. reg.nr.: T 2781-o
Datering
Ikke datert.
Fysisk beskrivelse
På skrivepapir. Mål 278×441 mm (h×b)
Ingen omtalte personer og institusjoner i denne teksten
Relaterte objekter
| Objektet var opprinnelig stukket inn i: | MM T 2781 |
|---|---|
