Munchmuseet, MM N 582

    Ja jeg kysset dem på hals halsen. Er de
sint. Slå mig hvis de er sint – Er { … }de det
    Nei sa hun
    Får jeg lov å kysse dem da – ordentli
Hun så på ham en stun og bøiet så hodet bort
– Hun  …  så lissom sorgful ut –
    Jo de er sint sa han så
    Kom la os gå sa hun
    Han Brandt 
Kom
    Hun tok armen hans og drog ham
bortover.
    Hun så så sørgmodi ut – Han hadde
vist bedrøvet \henne/ – han var meget ulykkeli
    La os gå her – sa hun –
De gik in i en åbning i skoven – på
begge sider sto høie birker og graner – safti og
mørke …     Det blinket i det våte græs
    De gik op og ned –  …  tause og med
hoderne bøiet – Det var i tusmørke
    Hun lænet sig in til ham – hvilte
sit hode på hans skulder.
    Imellem knuget hun hans arm in til \sit/
brystet sit.
    Hun var ikke sint på ham da – men

 

ulykkeli var hun – å han var skyl i det
    Hvorledes  … skulde han trøste henne
    Det blir  …  mørkt sa han
    Ja, å så vådt det er
    {S}Og så vådt græsset er – gå der der
er bedre
    Han hjalp henne over en pyt
    Tak
Han
    Hun hadde { … }lagt armen hans om
sit liv – holdende hænderne i hverandre
– Mon hun gråter tænkte han –
hun gik så bøiet
    { … }Var det så farli om vi holdt
lidt a hverandre – slap det så ha
pludseli ud a ham
    Hun svarte ikke – men han
følte tryk a hennes hånd.
    Det er sent og mørt – jeg får nok
gå sa hun sagte.
    Han sto en stun uten at vite hva
hva han skulde si eller gjøre –
    Så rakte han frem hånden – Adjø Adjø.
    Hun gik bortover me bøiet hode
– han sto fremdeles fre fremdeles på samme
plet og så efter henne – rådløs

 

    Så vendte hun sig me engang
om gik tilbake til ham –
    Å – det er så vondt så vondt at skilles
Hun tok ham ^kramagtig igjen i hånden
Han drog henne nærmere –
    Får jeg sa han
    Får jeg sa han
Han følte hun gav efter
Hun lot sig drage nærmere og – nærmere –
helt in til ham
    Han tok henne varsomt om livet
Hun hævet sig op    mot ham –
Han følte en varm mun ved sin hals –
et vådt kin mo{d}t sit og hans mun
gle in mod hennes
    Træerne og luften forsvandt og å { … }han
så bare in i to store dunkelt grøn grønne
øine der så in i hans – Så så han ikk
til de lukkedes. Aa han hadde en følelse af
at ville gråte – aligevel var det så deili – han sank lissom
in i en deili drøm
Straks Da så op igjen
    Et secun efter så han ^hennes bøiede
skikkelse forsvinne mellem det buskadset
    Han gik hjemover – Hvor tryg han følte sig nu
Kløv over gjærer og gik bent over enge og ‹moradser›
– Han kom in trallende på en melodi –
    Og han tænkte hele tiden – du har en elskede

 

    2)      Uf nei syng ikke på de kjedelige tivoli melodieme
sa tanten – \(det var  …  dagen efter)/
Men han fortsatte – tog henne om livet og
danset bortover gulvet
    Tanten lo så sat i en krampelatter –
hun bøiet sig { … }helt til jorden af bare latter
og Petra  og Marie  – lo – og gamle doctoren knægget
med ryggen bortved bordet – hvor han sad bøiet
over nogle regnskab{ … }er –
    Ik Pas dig – hun går { … }jo rent i stykker
    1)      Han sov lite om natten. Hans læber
brandt – han trykket sin hånd in til dem –
Han var igjen derute mellem træerne – han
levet op igjen hvordan hun gav efter – hvordan alt
forsvandt omkring ham og han følte igjen den kildrende
blødhed om munden
    Han stod tidlig op og gik ud i haven
Han satte sig på trappen og lod solstrålerne kildre
ham i ansigtet. Der stod en forfriskende kjølighed
af dugen på blomsterne og træerne
    De{t}n hvidlige morgensol skinned på stokroserne og
levkøierne – det glinsede i dugperlerne
    De små blomster lå endnu i de blåkolde lange
skygger    Og udover vandet flimrede morgentågen
    
Inn huset  … var al
    Det var så stilt,  …  indi huset sov alle
– og hun osså derborte ved den hvite kirken
    Tiden gik – gik høst aftenen kom mer