Munchmuseet, MM K 4372
MM K 4372, Munchmuseet. Datert 05.12.1889. Brev fra Karen Bjølstad.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
5te December 1889.
Min kjære Edvard!
Iaften fik vi dit Telegram –
saa – nu ved Du det alt. –
– Andreas telegraferede igjen
til Dig, at Begravelsen allerede
er over – men og vi haaber dette
Telegram naaer Dig, skjønt det
stod intet Nummer i din Adresse.
– Det er som en Drøm,
det er næsten ikke til at fatte
det Hele – og dog er det
virkeligt og sandt, at
Papa er samlet med Mama
og Sophie og seer virkelig
vor dybe Sorg seer alt
hvad der foregaaer i vort
arme betyngede Hjerte. –
Derfor ette er for os herhjemme
en stor Trøst – og vi kan
ofte være rolige og hengivne
i Guds Villie. – Andreas, Smaa-
pigerne og jeg tyer sammen
til Guds Ord, den Kilde som
Du veed Pappa selv øste Trøst
og kraft af. – Det er det kraft-
igste Middel til at hjælpe os;
det vi kan ikke finde Hvile i
noget andet. – Gid vi havde Dig
med, naar vi saaledes samlet
tyer til Guds Ord. – Vi klynger os
sammen, vi ere enige, om ikke
at skilles, Gud sørger for Faderløse,
han vil hjælpe i alle Ting. –
Derfor har vi ingen Frygt med
Hensyn til det Øconomiske ––
vi tænker ikke derpaa engang. –
Min kjære, snille snille Edvard,
hvor vi have tænkt paa Dig i disse
Dage – først i aften kom der Svar
paa mine Brev et gammelt Brev-
kort dt. 14 November og dit Brev dt.
30de November, og det er saart at
see Du er deri saa uvidende
om hvad der er foregaaet hos os. –
– Kanske jeg har fortalt Dig før
at Papa ikke var ganske bevidst-
løs – ja i Begyndelsen troer vi
ganske bevidst. Inger lovede i
vores alles Navn, at vi skulde hol-
de os til Gud, og sagde ham, at
det var derfor Gud havde sendt
os dette svære, – og da
nikkede han og smilte saa
huldsaligt – og senere smilte
han flere Gange og trykkede
vore Hænder – Du veed
Papa var fuldt beredt – og
saa er der ingen Død som
er lettere for en sand Christen
og derfor bar Trækkene en
saadan forunderlig Ro og Fred over
sig, saa det var en Trøst og
Styrke for os. –
Det er vist os megen Deltagelse
– Masse Blomster og mange
som fulgte – det er nok
en ringe Trøst, min kjære Edvard,
men det har dog gjort godt.
– Det er saa ondt
Vi vide vel hvilket Tordenslag vor Efterretning har
været, Du kan tro, det var ondt at Give Dig din
Kjære Dig skriv nu snart, ellers troer vi Du er syg! –
at vide Dig alene – og saa har
vi været saa frygtelig ængstelige
for Dig, da dine breve saalenge
udebleve –
– Vi ere nu nede i Byen,
Mandag reiser vi tilbage til Hauke-
to, vort Hyggelige Hjem om, som nu
er bleven os saa vemodig. –
– Vi boer hos Moes, har været
her siden Tirdag, Begravelsesdagen
vi synes dette er bedre, end
strax at vende tilbage, –
Gamle Onkel Edvard var rystet
– han ser medtagen ud – men
var med i Følget. – Præsten
Horn talte opmuntrende, trøstende
Ord, han forstod ham saa
godt, han sagde blandt andet
«mit Indtryk af denne Mand var at
Bunden i hans Hjerte var Glæde
og Fred, – og derfor gik jeg altid
fra ham med et godt Indtryk».
– Inger beder at sige dig at
hans Blik var straalende, da hun gav
ham sit Løfte. –
Andreas og Smaapigerne hilser Dig, og Carl beder at hilse –
som ellers alle her – Præsten Horn spørger saa efter Dig – han
talte saa kjærlig om Dig, paa Tirsdag. Din hengivne Tante.
